Institut for Datalogi ved Aalborg Universitet
Instituttets ambition er at være anerkendt internationalt som et førende datalogisk miljø. Det vil sige et institut med sammenhængende aktiviteter indenfor forskning, uddannelse, teknologiudvikling og formidling.
For at leve op til målsætningen gennemfører vi regelmæssigt internationale forskningsevalueringer og vi deltager i evalueringer af vore uddannelser og undersøgelser i tilknytning hertil, f.eks. af studenternes gennemførelse og frafald.
I den seneste forskningsevaluering, der dækker perioden fra 2001 til 2005 konkluderer det uafhængige internationale bedømmelsesudvalg at:
”…kvaliteten af Institut for Datalogis forskning er høj, og visse steder, internationalt førende.”
Og ”Det er tydeligt, at Instituttet arbejder på et niveau, der er sammenligneligt med ledende datalogiske forskningsmiljøer i resten af verden.”
På uddannelsessiden er vore uddannelser baseret på det problemorienterede, projektorganiserede gruppearbejde, der er universitetets særkende. Dette anerkendes i den internationale benchmarking af danske datalogiuddannelser fra 2006:
”AAU has developed programmes with a strong professional orientation … that … make an important contribution to Danish computer science.”
De resulterende uddannelser er karakteriseret ved:
”… low dropout rates and short graduation times, something that could inspire other departments.”
Samarbejde med it-industrien og det omgivende samfund spiller en vigtig rolle for Instituttet, og er organiseret i 3 organisationer – Cassiopeia, Center for Data-Intensive Systemer, Center for Indlejrede Systemer - der alle formidler forskningsbaseret samarbejde mellem forskere, studerende og industrien.
Cassiopeia nævnes mere i detaljer med nouHauz, newHauz og greenHauz under erhvervssiden.


