Spil - Design næste generations WoW

Er du fascineret af spiludvikling, grafik, design og programmering, og er du vild med at udvikle og designe teknologier bag banebrydende animation, film, lyd, computerspil og digital kunst? Kunne du tænke dig at udvikle det bagvedliggende som får spillet til at virke eller vil du hellere finde på spillet, designe det eller udtænke animationer og grafik? Kan du svare ja til dette er specialiseringen i spilprogrammør måske noget for dig. Den danske spilbranche er i vækst og mange forudser, at væksten vil fortsætte langt ud i fremtiden. Danske spiludviklere har allerede banket et solidt ry på plads i Danmark og i udlandet. Vil du være med på holdet, så start på specialiseringen som spilprogrammør og bliv en del af et efterspurgt folkefærd. Vi tør godt love dig det bliver spændende og du kommer til at arbejde intenst med spiludvikling, spildesign, animation, grafisk design, kunstig intelligens og meget mere.

Uddannelsen spilprogrammør er et 1-årigt specialiseringsforløb på kandidatuddannelsen.  Det betyder at du før du vælger at specialisere dig i spil, skal have en bacheloruddannelse i enten datalogi, software, informatik eller informationsteknologi, og have lært de grundlæggende elementer inden for disse fag.  Specialiseringen er bygget op omkring 2 semestre, hvor du arbejder intenst med spiludvikling på begge semestre. På første semester kommer du til at udvikle et computerspil og du lærer blandt andet om spilprogrammering, grafikprogrammering, animationsteknikker og matematik for computergrafik. På andet semester bygger du videre på spillet du udviklede i første semester og arbejder med kunstig intelligens, måling af brugeroplevelser og entrepreneurship. De sidste to semestre af kandidatuddannelsen kan du vælge at fortsætte med fokus på spiludvikling via dit projektarbejde og gå i dybden med det emne inden for spilprogrammering, som fascinerer dig mest – det kan fx være udvikling af en ny game engine i samarbejde med en spilproducent. Du kan også vælge at specialisere dig inden for andre områder som fx human-computer interaktion, maskinintelligens, distribuerede systemer eller databaser.