Department of Computer Science

It-iværksættere hyldes som stjerner på Aalborg Universitet

På institut for Datalogi findes en elektronisk tavle med lysende stjerner – én for hver virksomhed, der er udsprunget fra instituttet. Den prominente væg, der kan bryste sig af en række markante it-virksomheder, fik torsdag den 2. november fem nye stjerner, nemlig Ambolt, Netcompany, Trifork, e-Shoptimizer og NemPULS.

Last modified: 03.11.2017

Torsdag den 2. november blev der føjet yderligere fem virksomheder til de mange stjerner, der allerede funkler på væggen hos Institut for Datalogi. Instituttet har en lang tradition for at arbejde med iværksætteri og forretningsudvikling, og de mange stjerner på væggen er et lysende bevis for, at studerende og kandidater fra Datalogi faktisk får lyst og kompetencer til at skabe egne virksomheder eller måske opdyrke nye forretningsområder i eksisterende virksomheder. 

Frihed og værdi med e-Shoptimzer 

En af de nye virksomheder er e-Shoptimizer, der er startet af softwareingeniørstuderende Thomas Holm Thomsen, Jonathan Toftegaard Hansen og Morten Brodersen Jensen. e-Shoptimizer er udviklet til webshopejere og er et konkurrentovervågningssystem, der automatisk henter data fra virksomhedens konkurrenter. 

– Systemet er opbygget således, at det henter data op til 12 gange om dagen. På den måde bliver webshopejeren i stand til hele tiden at være konkurrencedygtig på pris. Han kan reagere øjeblikkeligt på de data, systemet henter, og han slipper for at bruge tid på manuelt at overvåge markedet. Det giver frihed og skaber værdi for virksomheden, forklarer Thomas Holm Thomsen. 

Mange afskygninger af iværksætteri

Ifølge lektor Ivan Aaen er e-Shoptimizer et godt eksempel på, hvordan studerende og forskere arbejder med iværksætteri og forretningsudvikling på Institut for Datalogi:

– Der er mange veje til iværksætteri. Vores opgave er at hjælpe enhver, der ønsker det, på vej uanset hvornår og hvordan det sker. Vi gør de studerende parate. Vores sigte er både kort og langt. Nogle studerende vil bruge deres viden med det samme eller kort efter endt uddannelse, andre vil først bruge det langt senere. Vores formål er at give parathed og overblik uanset hvornår det, vi underviser i, bruges.  

Lokalt innovationskontor

For at styrke samarbejdet med erhvervslivet og gøre det endnu lettere for de studerende og forskerne at få rådgivning og sparring omkring deres produkt- og virksomhedsidéer, og få dem omsat til spinoff-produkter og virksomheder, har instituttet indgået samarbejde med universitetets innovationsafdeling, der åbner kontor på instituttet. 

– Ved at være endnu tættere på de studerende og forskerne styrker vi indsatsen inden for iværksætteri og erhvervssamarbejde, og vi håber at kunne facilitere endnu flere spinoff-virksomheder og generelt øge samarbejdet med erhvervslivet, siger senior forretningsudvikler Claus Skaaning, der bemander kontoret, og i øvrigt selv har startet virksomheden Dezide.

For at markere iværksætteri-indsatsen og for at hædre de nyeste virksomheder, afholdt Institut for Datalogi åbningsreception for nye og gamle virksomheder. På dagen mødtes virksomhederne, der var korte taler, og de fem nye stjerner Netcompany, Trifork, e-Shoptimizer og NemPULS  blev føjet til den allerede godt fyldte stjernevæg på instituttet. 

Fakta:Virksomheder udsprunget fra Institut for Datalogi:

  • Iola
  • Firelink
  • EasyCoaching
  • Enologic
  • 2operate
  • Conzentrate
  • Pragmatics
  • Ambolt
  • Eurudite Softe Private Limited
  • Zonith
  • Elsevier
  • Hugin Expert
  • Dezide
  • AptuSoft
  • Ncouraged
  • Netcompany
  • Trifork
  • e-Shoptimizer
  • NemPULS

For mere information: kontakt

Ivan Aaen, Lektor, Institut for Datalogi, telefon 40 81 38 38
Claus Skaaning, senior forretningsudvikler, AAU innovation, telefon 20 69 07 71
Thomas Holm Thomsen, ejer e-Shoptimizer, telefon 61 60 85 28
Lotte Finck, specialkonsulent, telefon 99 40 89 33 

All news