Department of Computer Science

Prestigefyldt gæsteprofessorat til Kim Guldstrand Larsen

Kim Guldstrand Larsen er tildelt et gæsteprofessorat på Institut National de Recherche en Informatique et en Automatique i Frankrig.

Last modified: 20.04.2016

Når professor Kim Guldstrand Larsen tager til Rennes i Frankrig næste gang, er det i forbindelse med at han er tildelt et gæsteprofessorat på det prestigefyldte nationale center for IT-forskning i Frankrig, INRIA (Institut National de Recherche en Informatique et en Automatique).

Gæsteprofessoratet tildeles i form af en INRIA International Chair, der løber fra 2016-2020. Der gives typisk mellem 1-2 gæsteprofessorater om året, og de gives kun til exceptionelle og etablerede forskere, der har haft en fremragende videnskabelig karriere. Konkret betyder gæsteprofessoratet, at Kim Guldstrand Larsen vil opholde sig hos INRIA 1-2 måneder om året.  INRIA har 8 afdelinger i Frankrig og Kim Guldstrand Larsen er tilknyttet afdelingen i Rennes.

I Rennes skal Kim Guldstrand Larsen arbejde i krydsfeltet mellem to datalogiske discipliner, model checking og machine learning. Den ene disciplin, model checking, foretager ekstremt præcise men derfor også komplicerede og tidskrævende analyser af indlejrede software systemer med henblik på at give absolutte garantier. Den anden disciplin, machine learning, er en disciplin, der anvender statistiske metoder med henblik på at lære modeller til brug for prædiktion og optimeringer. Ved at kombinere de to discipliner åbnes der op for nye langt mere skalerbare teknikker, metoder og værktøjer.

Ifølge Kim Guldstrand Larsen ”handler det om, at vi efterhånden får it overalt, som via sensorer og indbyggede computere styrer alle mulige processer og systemer ude i den fysiske virkelighed. Det kan fx være IT-systemer til førerløse biler, intelligente huse eller koordinering af energiforbrug.  Kompleksiteten i vores IT-systemer bliver stadig større og vi bliver nødt til at have fat i de grundlæggende teknikker, algoritmer og matematiske modeller og forbedre dem for at skabe en ny generation af skalérbare værktøjer til fremtidens IT-systemer".

Kim Guldstrand Larsen tager til Rennes første gang i slutningen af juni, og han glæder sig. ”Gæsteprofessoratet er en meget stor ære. Anerkendelse på det niveau er sjælden, og det er samtidig med til at understrege vigtigheden af og blåstemple kvaliteten af den forskning, der bedrives på Institut for Datalogi”, siger Kim Guldstrand Larsen, der ser frem til at fastholde og udbygge samarbejdet med INRIA, der har et IT-forskningsmiljø i særklasse.

Fakta om INRIA:

  • 4500 videnskabelige publikationer om året
  • 1800 forskere
  • 1200 ph.d.-studerende
  • Årligt budget EUR 230m
  • 8 afdelinger i Frankrig
  • http://www.inria.fr/en

Yderligere information:

Kim Guldstrand Larsen, professor, Institut for Datalogi, Aalborg Universitet, tlf. 2217 1159.

Foto: Lars Horn / Baghuset

 

All news