AAU logo
AAU udbyder softwareuddannelse i København

AAU udbyder softwareuddannelse i København

Fra sommeren 2020 kan studerende læse software på Aalborg Universitet i København. Med AAUs særlige problembaserede læringsform får de københavnske studerende mulighed for at tilegne sig stærkt efterspurgte kompetencer på et felt i rivende udvikling.

Last modified: 27.01.2020

Aalborg Universitet (AAU) har de seneste ti år oplevet en kraftig stigning i ansøgere til bacheloruddannelsen i software. Nu får studerende i hovedstadsområdet mulighed for at tilegne sig samme viden, da Aalborg Universitet fra sommeren 2020 udbyder bacheloruddannelsen i software på AAU København.

Uddannelsen adresserer et meget stort og stigende behov for højtuddannede ingeniører med solide og grundlæggende kompetencer inden for softwareteknologier, softwareudvikling og programmering.
Til trods for at det første hold studerende begynder til september, vil de blive mødt af erfarne undervisere og veletablerede studieprogrammer. Uddannelsen er nemlig præcis den samme, som den, der allerede udbydes i Aalborg.

- Software har kørt med stor succes i Aalborg de seneste 20 år og er den mest søgte it-uddannelse på campus i Nordjylland. Det betyder også, at vi med sikkerhed kan levere et unikt produkt af meget høj kvalitet, når vi til sommer slår dørene op for københavnske studerende, siger studiekoordinator og professor Peter Axel Nielsen fra Institut for Datalogi på Aalborg Universitet.

AAU er helt unik

Behovet for at uddanne softwareingeniører er som nævnt stort, særligt i hovedstadsområdet, hvor der er mange afviste ansøgere, men også aftagervirksomheder, der har svært ved at få dækket deres nuværende og fremtidige behov. Samtidig kan den nye uddannelse på AAU København sikre de studerende kompetencer, som er helt unikke og ikke modsvares til fulde på de nuværende uddannelser.

- Aalborg Universitet er unik, da alle vores uddannelser er baseret på den problembaserede studieform, PBL (problembaseret læring). Det indebærer, at de studerende arbejder i grupper med et defineret problem som udgangspunkt. Metoden giver de studerende særligt stærke kompetencer i at samarbejde, i projektledelse og i at styre komplekse og uforudsigelige arbejds-  og udviklingsprocesser, siger Peter Axel Nielsen.

Epinion gennemførte i sommeren 2019 en omfattende undersøgelse af behovet for flere softwareingeniører blandt 121 virksomheder. For en stor del af de adspurgte virksomheder var det essentielt, at potentielle nye medarbejdere netop har stærke samarbejdsevner og besidder en team-mentalitet, der sætter teamets succes over ens egen.  

På den baggrund er Peter Axel Nielsen ikke i tvivl om, at studerende med en bacheloruddannelse i software fra AAU København kommer til at stå rigtigt godt på arbejdsmarkedet.

- Flere virksomheder påpeger, at AAU er særligt dygtige til at udvikle netop disse kompetencer, men også at de ønsker endnu mere praktisk, problemorienteret arbejde. Det skal vi sammen arbejde på at udvikle.

___________________________________________________________________________

Yderligere oplysninger

Bacheloruddannelsen i software har opstart i september 2020, mens kandidatuddannelsen i software begynder i 2023, når de første bachelorer i software dimitterer.

Kontakt

Professor og studiekoordinator
Peter Axel Nielsen
Institut for Datalogi, Aalborg Universitet
Mail: pan@cs.aau.dk
Tlf.: 2128 4155

Presse:
Nina Hermansen
Institut for Datalogi, Aalborg Universitet
Mail: Ninah@cs.aau.dk
Tlf:  2090 1829