Department of Computer Science

Forskere fra Aalborg Universitet har designet og udviklet datasøen, der kan give overblik over de ofte meget komplekse processer, der skal integreres for at udnytte fleksibiliteten i hele energisystemet. Foto: Colourbox

Danmarks første datasø fyldt med energidata er en realitet

Den første danske datasø med energidata har set dagens lys. Forskere fra Aalborg Universitet har designet og udviklet den tekniske platform, der kan give overblik over de ofte meget komplekse processer, der skal integreres for at udnytte fleksibiliteten i hele energisystemet.

På verdensplan står vi over for en kæmpe elektrificering, hvor det forventes, at en række energiformer udfases og i stor stil erstattes af strøm fra vedvarende energikilder. Men vi vil som samfund skulle bruge milliarder på at udbygge elnettet, hvis det skal følge med efterspørgslen på el til det stigende antal elbiler og varmepumper.

Der er imidlertid en anden vej. I regi af projektet Flexible Energy Denmark (FED) samarbejder partnere på tværs af det danske energisystem om at udvikle løsninger, der gør det muligt at udnytte det eksisterende elnet langt mere effektivt end i dag. Det handler i høj grad om at udnytte fleksibiliteten i systemet.

En af hjørnestenene i projektet er udviklingen af Danmark første datasø med energidata, og her midtvejs i projektperioden er første version af datasøen en realitet. Det er forskere fra Institut for Datalogi på Aalborg Universitet, der har designet og udviklet den tekniske platform. Professor fra AAU, Torben Bach Pedersen forklarer:

- Der er mange aktører på energimarkedet, og data er delt mellem dem i siloer. Vi samler det hele, så man rent faktisk kan arbejde med kompleksiteten. Tag eksempelvis vindmøllestrøm. At gemme energi som varme er mange gange billigere end at gemme det i et batteri, så når der er for meget strøm, bruger man det i dag til en vis grad til at lave fjernvarme. Der er imidlertid et stort uudnyttet potentiale, og for at udnytte det, skal man jo sikre sig, at der er kapacitet nok på ledningerne. Vi skaber overblik over de forskellige og ofte meget komplekse processer, der skal integreres for at kunne udnytte fleksibiliteten i systemet.

Hvad er en datasø?

Datasøen er en platform, hvor der lagres råt data fra forskellige kilder. I modsætning til et data warehouse, hvor man integrerer og sikrer, at al data passer sammen, kan data i en datasø være kan i forskellig ”stand”, fra meget rå til helt færdigpudsede. I FED-projektets datasø flyder der pt. data fra living labs, dvs. reelle forbrugsoplysninger fra forsøg på blandt andet Aarhus Havn, boligforeninger i Aalborg, skoler i Høje-Taastrup og en række poolsommerhuse i Blåvand.

- Populært sagt gemmer vi data, som det er, uanset om det er i eksempelvis euro eller kroner. Når data så skal bruges, bliver der lavet den nødvendige rensning og integration, så det hele f.eks. er i kroner. Hele ideen er, at vi ikke smider data væk, da det kan være, at man får brug for det senere. Derfor har vi også lavet forskellige zoner, der beskriver, hvordan vi arbejder og renser data, så det senere kan blive delt med andre. Så man kan sige, at det både er et opsamlings- og rensningsanlæg og en fiskesø, siger lektor Christian Thomsen, der sammen med Torben Bach Pedersen og Hamdi Ben Hamadou har udviklet af datasøen.

Som led i opbygningen af arkitekturen bag har forskerne fra Aalborg undersøgt tilgængelige open source-værktøjer og sammenholdt disse med behov og krav:

- Inden for big data er de fleste værktøjer open source, og det er en vigtig pointe. Det gør man både for at sikre sig, at der ikke er en licensmæssig omkostning, men også for at andre kan bygge videre på eksisterende arbejde, siger Torben Bach Pedersen.

Datasæt til salg

Det er Center Denmark, et non-profit selskab, der i dag både ejer data og driver datasøen. Den overordnede målsætning er, at eksterne partnere på sigt får mulighed for at købe anonymiserede, aggregerede datasæt.

Datasæt, der kan være afgørende for udvikling af smarte løsninger, hvor fleksibiliteten i energisystemet dels bliver spottet og dels udnyttet.

- Som det er nu, er det forskere og partnere i projektet, der kan få adgang til datasøen, men på sigt skal det åbnes for eksterne. Vi har en stor udfordring med GDPR, for vi kan selvfølgelig ikke dele oplysninger om den enkelte husstands forbrug. Så vi skal finde det rigtige snit, og det har vi heldigvis både teknikere og jurister, der arbejder med. Det er ikke en eksakt videnskab, siger Christian Thomsen.

Den store vision er, at alle sektorer i den grønne omstilling skal inddrages i arbejdet med datasøen – heriblandt også transport- og landbrugssektoren. Selvom projektet i første omgang har fokus på el og elnettet, er planen, at både varme- og gasnettet skal integreres på sigt. Faktisk er der allerede varmadata i søen fra både Aalborg Forsyning og Fredericia Fjernvarme.
I sidste ende håber forskerne at bidrage til et mere grønt energisystem, som også er billigere end det, vi har i dag.

- Marginalomkostningerne på grøn energi er stort set nul, når først solceller og vindmøller er sat op. Men det kræver, at vi kan samle, analysere, styre og udtrække fleksibilitet, og her er datasøen et stort skridt på vejen, siger Torben Bach Pedersen.

 

Om projektet


Projektet Flexible Energy Denmark (FED) er støttet af Innovationsfonden med 30 mio. kr. Fra Institut for Datalogi, Aalborg Universitet deltager forskere fra Center for Data-intensive Systemer (Daisy) og CISS – Center for Embedded Software Systems.

Øvrige partnere: Danmark Tekniske Universitet (DTU), Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Center Denmark, Aalborg Energi Holding, Xtel Wireless Aps, Trefor, Tomorrow, Novasol Blåvand, Neogrid Technologies, KONSTANT, Høje-Taastrup Kommune, Fredericia Fjernvarme,
Flexshape Aps, EWII, ENFOR, EMD International, Danfoss, Centrica Energy Trading og ABB.

Læs mere om projektet her
 


Læs også

KONTAKT

Professor Torben Bach Pedersen
enter for Data-intensive Systemer (Daisy)
Institut for Datalogi, Aalborg Universitet
Telefon: 6062 1608
Mail: tbp@cs.aau.dk

Lektor Christian Thomsen
Center for Data-intensive Systemer (Daisy)
Institut for Datalogi, Aalborg Universitet
Telefon: 9940 8919
Mail: chr@cs.aau.dk

Presse

Nina Hermansen
Kommunikationsmedarbejder
Institut for Datalogi
Mail: ninah@cs.aau.dk
Telefon: 2090 1829

Department of Computer Science, Aalborg University

Selma Lagerlöfs Vej 300  ・ 9220 Aalborg East, Denmark 
Telephone: +45 9940 9940  ・ Mail: info@cs.aau.dk

Contact department management