Department of Computer Science

SEMESTERSTART 2021: SUCCESRIGT COMEBACK TIL DET FYSISKE FÆLLESSKAB

SEMESTERSTART 2021: SUCCESRIGT COMEBACK TIL DET FYSISKE FÆLLESSKAB

Efter mere end et års nedlukning var det igen muligt at byde nye og gamle studerende velkommen i det fysiske fællesskab på campus i Aalborg og København. Overgangen til den nye virkelighed blev skudt i gang med en række sociale aktiviteter og samarbejdsøvelser.

Fælles morgenmad, guidet bådtur, sjove samarbejdsøvelser og standup med Geo var bare nogle af ingredienserne i en semesterstart, hvor alle sejl var sat til for at give de studerende er rigtig god velkomst og start på den nye sæson. Efter mere end et års nedlukning skulle alle nu gå fra en primært virtuel verden til en fysisk tilstedeværelse, som for nogle måske kunne kræve lidt tilvænning. Der var derfor skruet op for de sociale aktiviteter, og ud fra meldingerne fra de studerende var det en stor succes.

- Det har været så godt med den ekstra indsats i forhold til det sociale. Og virkelig godt med et arrangement, hvor man kan sidde og hygge sig over den fælles morgenmad, spille nogle spil og få en øl eller to. Der kan godt være nogle, der vil være lidt udfordret ved pludselig at skulle være sammen med så mange mennesker igen, og så er det fint, at man kan være med, så længe man vil og så smutte, når man ønsker det, fortæller Aster Vanman, der er startet på 3. semester Software-uddannelsen i Aalborg.

Aster Vanman og Christian Ziegler Sejersen, begge på 3. semester på Software-uddannelsen, nød en semesterstart, hvor de kunne komme tilbage til fællesskabet på campus.

En del af programmet var fællesøvelser under overskriften ”Samarbejde, diversitet og inklusion”, hvor rollefordelingen og dynamikken i gruppesamarbejde blev levet meget konkret ud. 

For Christian Ziegler Sejersen, der er i studiegruppe med Aster, var øvelserne en god oplevelse – både hvad angår selve indholdet og det sociale aspekt i dem:

- Samarbejdsøvelserne har været rigtigt gode, blandt andet fordi vi blev delt op i hold, så vi mødtes med nogle af dem, vi aldrig har mødt fysisk. Under nedlukningen har vi kun mødtes fysisk med de andre i studiegruppen, så det er virkelig godt igen at mødes med de andre på årgangen.

Fælles mål og ansvar er grundpiller i et godt samarbejde, og det blev udlevet meget konkret i øvelserne.

Med 377 nye studerende på bacheloruddannelserne ligger optaget på næsten samme niveau som forrige år, der havde et rekordoptag boostet af Covid-19. I modsætning til studiestart 2020 kunne man i år byde alle de nye velkommen med hygge på havnen – både i København og Aalborg – og fysiske introduktioner til studieretningerne.

Tutorerne i København viser deres dance moves.

Så er der fællesmarch til introduktionen af de enkelte studieretninger.

 

Department of Computer Science, Aalborg University

Selma Lagerlöfs Vej 300  ・ 9220 Aalborg East, Denmark 
Telephone: +45 9940 9940  ・ Mail: info@cs.aau.dk

Contact department management