Department of Computer Science

TORBEN BACH PEDERSEN UDNÆVNT TIL ÆRESDOKTOR PÅ TU DRESDEN

TORBEN BACH PEDERSEN UDNÆVNT TIL ÆRESDOKTOR PÅ TU DRESDEN

Torben Bach Pedersen, professor på Institut for Datalogi på Aalborg Universitet, blev ved en ceremoni på Technische Universität Dresden (TU Dresden) onsdag den 29. september udnævnt til æresdoktor på det prestigefyldte universitet.

Fakultet for Datalogi, TU Dresden, har udnævnt professor Torben Bach Pedersen til æresdoktor som en hyldest til hans enestående og mangeårige bidrag til datalogisk forskning, særligt inden for Big Data analyse og data-drevet styring af moderne energisystemer.  

Æresdoktortitlen gives også for at anerkende Torben Bach Pedersens store arbejde for at promovere forsknings- og forskeruddannelses-netværk på europæisk plan samt for det tætte forskningssamarbejde, han gennem årene har haft med TU Dresden. I sin tale ved ceremonien fremhævede rektor på TU Dresden, professor dr. Ursula M. Staudinger, også Torben Bach Pedersens fokus på det tværfaglige forskningssamarbejde: 

- I dag hylder vi ikke blot en enestående forsker med en høj international status, men også en stærk fortaler for den tværfaglighed, som vi her på TU Dresden anser for helt afgørende, hvis vi skal løse de udfordringer, som det 21. århundrede stiller os overfor. Det er en ære for os, at vi i dag kan tildele Torben Bach Pedersen æresdoktortitlen.  

Torben Bach Pedersen kvitterede således for udnævnelsen i sin tale: 

- Jeg er stolt og ydmyg over at modtage æresdoktortitlen. Jeg har været meget glad for samarbejdet med de ekstremt dygtige forskere på TU Dresden og glæder mig til at fortsætte og udbygge det.   

Torben Bach Pedersen har siden 2008 været professor på Institut for Datalogi på Aalborg Universitet, hvor han primært arbejder med analyse og nye anvendelser af de store datamængder, der eksempelvis skabes inden for energi, transport, logistik, produktion og åbne data. Hans forskning er inden for Big Data analyse, herunder Business Intelligence, Data Warehousing, multidimensionelle databaser, dataintegration, predictive og prescriptive analytics. Siden 2013 har Torben Bach Pedersen været medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber. 

TU Dresden er et af de førende universiteter i Tyskland og i Europa og har siden 2012 været blandt de elleve tyske universiteter, der har fået tilkendt titlen Universities of Excellence. TU Dresden er det største universitet i delstaten Sachsen med cirka 31,5000 studerende og 7,800 medarbejdere, heraf 600 professorer. 

Rektor og professor dr. Ursula M. Staudinger, TU Dresden, har her overrakt Torben Bach Pedersen det håndgribelige bevis på titlen som æresdoktor. (Foto: Michael Kretzschmar, TU Dresden). 

YDERLIGERE INFO

Fakultet for Datalogi, TU Dresden

KONTAKT 

Professor Torben Bach Pedersen 
Institut for Datalogi, Aalborg Universitet 
Telefon: 6062 1608 
Mail: tbp@cs.aau.dk 

Department of Computer Science, Aalborg University

Selma Lagerlöfs Vej 300  ・ 9220 Aalborg East, Denmark 
Telephone: +45 9940 9940  ・ Mail: info@cs.aau.dk

Contact department management