Home

Vi er bagud i AI-kapløbet - det skal ny forskning ændre

: 13.05.2025

Stort millionbeløb til forskning skal hjælpe danske firmaer med ansvarlig softwareudvikling. Forsker fra AAU får ledende rolle.

Vi er bagud i AI-kapløbet - det skal ny forskning ændre

: 13.05.2025

Stort millionbeløb til forskning skal hjælpe danske firmaer med ansvarlig softwareudvikling. Forsker fra AAU får ledende rolle.

Af Peter Witten, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox

Et nyt forskningsprojekt skal være med til at sikre, at Danmark ikke sakker bagud i det globale AI-kapløb.

Kun omkring halvdelen af danske softwarevirksomheder har overvejet at bruge kunstig intelligens/AI til softwareudvikling, og dermed risikerer de at komme bagud.

Ifølge undersøgelser har generativ kunstig intelligens potentiale til at øge softwareproduktiviteten med over 40 procent.

Nu skal flere danske softwarevirksomheder have hjælp til at bruge AI, der ikke kun er effektiv, men også forståelig for brugerne og i overensstemmelse med samfundets værdier.

AAU-forsker i spidsen

Det skal forskningsprojektet "Human-Centered Adoption of Artificial Intelligence for Software Engineering in Denmark" hjælpe med til. Projektledelsen består af professor Michael Baun Kjærgaard fra Syddansk Universitet og videnskabelig leder Daniel Russo, lektor på Institut for Datalogi, Aalborg Universitet.

Vi lægger grunden til et paradigmeskifte i, hvordan Danmark adopterer avanceret AI. Det handler ikke kun om teknologi - det handler om mennesker, tillid og samfund.

Daniel Russo, videnskabelig leder og lektor, Institut for Datalogi, AAU

Forskningsprojektet varer fem år og har et samlet budget på 30,4 millioner kr. Heraf har Innovationsfonden bidraget med knap 20 millioner kr.

"Vi lægger grunden til et paradigmeskifte i, hvordan Danmark adopterer avanceret AI. Det handler ikke kun om teknologi - det handler om mennesker, tillid og samfund," udtaler Daniel Russo i en pressemeddelelse fra Innovationsfonden.

Etik centralt

Projektet bygger på danske forretningsprincipper med flade hierarkier og høj grad af tillid, teamkulturer med fokus på samarbejde og vidensdeling samt idealer som lighed, gennemsigtighed og socialt ansvar. Det skal føre løsninger, hvor menneskelig anvendelse og etik er centrale værdier i softwareudviklingsprocesser og værktøjsunderstøttelse.

"Danmark skal ikke bare adoptere AI. Vi skal forme, hvordan AI anvendes ansvarligt. Derfor bygger vi brugercentrerede løsninger, som både styrker produktiviteten og respekterer de mennesker, der skal arbejde med teknologien," siger professor Mikkel Baun Kjærgaard fra Syddansk Universitet.

Danmarks rolle

Målet er blandt andet at skabe en model for ansvarlig AI-integration, som kan inspirere resten af verden. Resultaterne forventes at få betydning for eksport, arbejdsmarked og Danmarks rolle i fremtidens digitale økonomi.

"AI kommer til at forandre softwareudvikling fundamentalt, men kun hvis vi klæder fremtidens udviklere på til at bruge teknologien ansvarligt og effektivt. AI må ikke blive en sort boks i udviklingsprocessen. Det kræver en solid forståelse for etik, gennemsigtighed og den sammenhæng, teknologien skal bruges i," siger Thomas Jesper Hansen, teknologidirektør/CTO hos Systematic A/S.

AI-agenter

Virksomhederne Systematic, Umbraco, Ericsson, DCR Solutions, Software Improvement Group, European Spallation Source (ESS) og Unik System Design A/S er med i forskningsprojektet.

Sammen med danske vidensinstitutioner vil de teste og udvikle løsninger i fire brugsscenarier - fra no-code platforme til AI-agenter i kritisk softwareudvikling.

10.000 software-udviklere

Forskningsprojektet har tre centrale mål:

  • Lukke AI-adoptionskløften og gøre AI anvendelig for hele software sektoren - også små og mellemstore virksomheder.
  • Styrke tilliden til AI til udviklingen af kritiske systemer.
  • Engagere 10 procent af den danske softwarebranche i projektresultaterne - det er over 10.000 udviklere og beslutningstagere.

Fakta

  • Forskningsprojektets titel: Human-Centered Adoption of Artificial Intelligence for Software Engineering in Denmark.
  • Projektets mål: Involvere mere end 10.000 udviklere og beslutningstagere i Danmark.
  • Fokusområder: No-code platforme, AI-agenter, menneskecentreret design, etik og gennemsigtighed i softwareudvikling.
  • Medvirkende virksomheder: Systematic, Umbraco, Ericsson, DCR Solutions, Software Improvement Group,  European Spallation Source (ESS), Unik System Design A/S.
  • Medvirkende universiteter: Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Alexandra Instituttet og tre andre danske vidensinstitutioner.
  • Budget: 30,4 millioner kr, her 19.9 millioner kr. fra Innovationsfonden.

Kilde: Innovationsfonden

Læs også