<< >> Title Contents


ØKONOMISKE FORHOLD


Uddannelsens bevillingsmæssige forhold

Fakultetet opererer med en koncern-model, hvor uddannelserne tildeles ressourcer (timer) i forhold til studentertal. Filosofien er, at konkurrencen om de studerende skal bidrage til uddannelsernes kvalitetsudvikling, men samtidig betyder usikkerheden om den fremtidige ressourcetildeling, at uddannelserne fristes til at planlægge med en vis forsigtighed, hvad der i sig selv kan være bremsende for udviklingen. På ledelsesside er det derfor vigtigt, at omkostningsbevidsthed ikke bliver den dominerende faktor i den langsigtede planlægning.

Hovedparten af ressourcerne til TAP og udstyr administreres af de enkelte institutter. Afdelingen råder over en TAP-medarbejderstab på ialt ca. 6,5 TAP årsværk. Af disse anvendes ca. 2 årsværk til studieadministration.

Da ressourcerne kun lige strækker til at afholde den fastlagte undervisning, er der ikke indenfor de normale rammer mulighed for at satse på udvikling af uddannelsen fagligt og pædagogisk i noget betydeligt omfang.

Prioritering af fordelingen af ressourcer til uddannelserne

Det teknisk-naturvidenskabelige fakultet prioriterer principielt alle uddannelser indenfor fakultetet ens, men da det naturvidenskabelige område er en mindre, men vigtig del af fakultetet, opnås i nogen udstrækning støtte til undervisning af små hold.

Hovedreglen for ressourcefordelingen er, at projektvejledning tilføres ca. 25 timer pr. studerende, dog tilføres 66 timer pr. studerende på afgangssemestret. Kurser tildeles 70 timer pr. modul omfattende 5 halvdage. Ialt tilføres uddannelserne 41 timer for hver studerende på basisuddannelsen, 48 timer for hver studerende på 3.-5. semester og 55 timer for hver studerende på 6.-10. semester. Det er studienævnets ansvar at udmønte denne bruttotilførsel af timer i rekvisitioner af vejledning, kurser og øvrige studieaktiviteter (kursusdubleringer, eksaminer, hjælpelærere, etc.).

Uddannelsen har i nogle tilfælde fået tilskud udefra til opbygning af nye uddannelser, f.eks. multimedieuddannelser og uddannelser under Åben Uddannelse. Da vores undervisning er kraftigt forskningsbaseret, har nogle af de afsatte forskningsbevillinger indirekte en betydelig afsmittende virkning på udviklingen af særlige fagområder.


<< >> Title Contents