Home

Over halvdelen af de studerende er kvinder på teknisk funderet cand.it-uddannelse på Institut for Datalogi

På Institut for Datalogi er der især en stor andel af kvindelige studerende på den teknisk funderet cand.it-uddannelse Digitalisering og Applikationsudvikling (DAD).

Over halvdelen af de studerende er kvinder på teknisk funderet cand.it-uddannelse på Institut for Datalogi

På Institut for Datalogi er der især en stor andel af kvindelige studerende på den teknisk funderet cand.it-uddannelse Digitalisering og Applikationsudvikling (DAD).

Af Trine Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs

Flere kvindelige IT-studerende

Vi hører ofte om, at vi mangler kvinder indenfor IT. Men det er faktisk ikke alle it-uddannelser, der mangler kvinder. På de vestdanske cand.it-uddannelser udgør andelen af kvinder 61 % ifølge en opgørelse fra It-vest. Og på Institut for Datalogi er der især en stor andel af kvindelige studerende på den teknisk funderet cand.it-uddannelse Digitalisering og Applikationsudvikling (DAD).

Faktisk er hele 56,5 % af de studerende på DAD kvinder (ifølge it-vests opgørelse). Dette kan skyldes den fleksibilitet, der er ved optaget på kandidatuddannelsen, da de studerende kan komme fra mange forskellige bacheloruddannelser – også humanistiske og samfundsvidenskabelige, hvor der ofte er flere kvinder generelt.

- Kandidatuddannelsen i Digitalisering og Applikationsudvikling (DAD) er en teknisk funderet cand.it-uddannelse, hvor de studerende lærer at udvikle software. Den er specifikt designet til at give studerende med en ikke IT-relateret bacheloruddannelse indsigt i softwareudvikling. Den sætter fokus på, hvordan de kan få udbytte af deres allerede eksisterende kompetencer og anvende disse indenfor softwareudvikling. Via denne uddannelse uddanner vi nogle eftertragtede studerende med stærke kombinationer af kompetencer. Uddannelsen, der rekrutterer fra andre bacheloruddannelser, har en højere grad af kvindelige studerende end instituttets andre IT-uddannelser, siger Studieleder på Institut for Datalogi, Ulrik Nyman.

På DAD kommer de studerende typisk fra bacheloruddannelser som Sociologi, Historie, Kommunikation, Teknoantropologi, Dansk, Engelsk og Tysk.


Byg IT-ovenpå

Cecilie Ellegaard Jacobsen er studerende på Digitalisering og Applikationsudvikling og kommer fra en bachelor i Organisatorisk Læring. Hun forklarer, hvilke styrker hun ser ved at tage en IT-uddannelse:

- Jeg mener, at det åbner op for en masse forskellige jobmuligheder at tage en IT-uddannelse, som jeg selv synes er mere spændende end dem, som jeg var begrænset til med en mere samfundsvidenskabelig bachelor. Jeg ser det dermed som en styrke at kunne kombinere de tekniske kompetencer, som vi lærer her på kandidaten med min bachelorbaggrund i Organisatorisk Læring. Viden fra de her to uddannelser skaber et krydsfelt, som jeg selv synes er rigtig interessant – og som jeg selv kan se en forespørgsel på ude på arbejdsmarkedet, både i offentlige og private virksomheder.

Emma Holtegaard Hansen, som kommer fra en bachelor i Engelsk, har også valgt at læse DAD. Hun fortæller om, hvad hun gerne vil bruge uddannelsen til:

- For mig er IT et område, hvor jeg kan kombinere logisk tænkning og problemløsning med kreativitet og skabelse. Det er fascinerende, hvordan man med kode kan skabe næsten hvad som helst. Jeg havde bygget nogle hjemmesider i min fritid, og havde derfor allerede lidt erfaring med programmering. Uddannelsen i Digitalisering og Applikationsudvikling var en mulighed for at forfølge den interesse, lære mere og blive udfordret. Jeg drømmer om at arbejde som udvikler, gerne inden for webområdet, men jeg er meget åben for, hvad fremtiden bringer.

Uddannelsen i Digitalisering og Applikationsudvikling er specifikt designet til studerende, som ikke har en IT-baggrund med henblik på at imødekomme et stort behov i IT-branchen: der er nemlig mangel på folk med kompetencer, der rækker videre end IT, og som ved noget om mennesker – de brugere, som IT-branchen dagligt producerer løsninger til.